Namaste: Hvad betyder det egentlig?

I sammenhæng med praksis af yoga har du garanteret hørt og bidt mærke i ordet ‘Namaste’. Måske har du også undret dig over, hvad det mon egentlig betyder og hvorfor vi bruger det? 

I begyndelsen eller i slutningen af enhver yogatime er der et magisk øjeblik, hvor dit hjerte banker i harmoni med alle omkring dig: Du sidder behageligt, helt afslappet og med dine øjne lukket blidt. Dine håndflader bringes sammen over hjertet, og efter en dyb vejrtrækning siger du ordet; Namaste.

I mine yogaklasser plejer jeg ofte kort at forklare, at Namaste betyder: "Det guddommelige i mig, hilser på det guddommelige i dig". og til slut i yogatimen: Tak fordi I var med - her kan man sige tak tilbage ved et namaste.

Uanset om du kender til den oprindelige betydning af namaste, denne hellige hilsen eller ej, oplever du en form for resonans, der overgår den bevidste forståelse. Ordet Namaste er meget mere end bare et hej eller et farvel: Det er en ældgammel hilsen med en dyb betydning. 

Det at samle håndfladerne i bøn er en tværkulturel symbolik, som betegner ærbødighed, respekt, oprigtighed og underkastelse til noget højere - et internationalt symbol for fred. På sanskrit kendes denne håndposition som Namaskar eller Anjali Mudra; håndflader samlede tæt ind mod brystet, fingrene pegede mod himlen og hovedet let bøjet mod hænderne. Oftest følges denne 'mudra' ad med ytringen Namaste. Ordet bruges som en hilsen, men det omfatter en langt dybere betydning end 'hej' eller 'farvel'. 

Namaste er opbygget af sanskrit 'Namah', der betyder 'hilsen' eller 'at bøje sig'. De fleste, som praktiserer yoga, kender allerede Surya Namaskar, der almindeligt omtales som en solhilsen: Det er en skøn sekvens af asana (stillinger), som bøjer krop, sind og sjæl for den guddommelige kilde til alt liv. På samme måde er Namaste en måde til at anerkende og respektere den guddommelighed, der findes i et andet væsen. Efter Namah kommer 'te', som betyder 'dig', hvilket gør hilsnen mere personlig. Det er således en måde at sige "jeg bøjer mig for dig" på. 

Det er meget nemt at forstå, at denne form for hilsen udelukkende er positiv og respektfuld: Brug et øjeblik på at tænke over det - kan du forestille dig en vred person, der skænker dig et blidt hovedbøj med håndfladerne fredeligt mod hinanden? Meget af kraften i denne hilsen stammer fra selve mudraens fysiske ritual; det at bringe håndfladerne sammen og bøje hovedet udtrykker en ydmyghed, og det kan hjælpe selv det travleste sind til at opdage en ro i det nuværende øjeblik. 

Det drejer sig om sammenhold.
Ordet skal forstås som en ydmyg hilsen - blottet for ego og forskelligheder: "lyset i mit hjerte genkender lyset i dit", "guden i mig bøjer sig for guden i dig", "vi er forbundet; vi er et". Når denne smukke hilsen udveksles mellem to mennesker, næres en åndelig forbindelse - og den udvikler en taknemmelighed for ens medmennesker og en følelse af at overgive sig til universet. Det sammenhold, som denne simple hilsen fremkalder, er uden tvivl hvad yogaen i bund og grund står for, uanset om det er på eller udenfor måtten. 


Namaste, Bjørg

Næste
Næste

Video: Vågn op og varm kroppen op